Et af Verdens Største Træer

Et af Verdens Største Træer
november 5, 2014 Kenneth

Baobab-træet er et af verdens største og nok mest mystificerede træer. I Limpopo-provinsen, hvor Venda-folket har hjemme, findes verdens største kendte Baobab-træ af arten Adansonia digitata. Det er Sagole-træet, som vi har været så heldige at besøge. Træet er målt på sin enorme samlede masse det største træ. Det har en diameter på 10,47 meter , en højde på 22 meter og et kronedække på hele 38,2 meter. Hertil kommer, at Sagole træet er svimlende 1.200 år! Til sammenligning bliver et Egetræ i Danmark normalt 400 – 500 år gammelt. Sagole træet er enormt og det er svært at få det hele med på et billede.

Baobab-træernes høje alder betyder, at både mennesker og dyr har fået stor tilknytning til træet i gennem generationer. Omkring hvert enkelt baobab-træ er der skabt et unikt øko-system fuld af liv. Elefanter kommer forbi og spiser bladene og drager fordel af fugt fra barken. Bavianer og aber finder føde i frugten. Fugle, bier og flagermus benytter træet som hjem i de gamle udhulede træet. Da jeg var til stede ved Sagole træet var der kun en summen af humlebier fra træets hule stamme.  Mennesker har i generationer spist pulveret, som findes i frugterne i den tørre periode af året, hvor der ikke er frisk frugt og grønt. Herudover har mennesker tappet rødderne for vand. Baobab-træer er vandholdige sukkulenter og består af 80 % vand. Det er derfor ikke ualmindeligt, at træerne kan vokse med flere centimeter i diameter, når det er regntid. Der er også derfor, at elefanterne tyr til Baobab-træet, når de skal have vand. Med deres stødtænder bearbejder de barken for at udvinde vandet og det er netop derfor, at barken på Sagole- træet mest af alt ligner lædret hud.

Elefanterne har over tid bearbejdet barken ligesom vind og vejr og det har gjort barken stærk. Ser man nærmere efter, så danner barken nogle sjove former og figurer, som hver fortæller en historie. Her er der en fugl. Et menneske. En hånd eller noget helt andet. Måske har barkens knudrede former ligefrem også bidraget til, at træet i den afrikanske kultur har tiltrukket sig så stor mytisk kraft, at der er opstået mange fortællinger fyldt med poesi, sang, musik og humor. Det er ikke til at sige, men flot er det ihvertfald og sjovt at slippe fantasien løs.

Når træet ses på afstand, så ser det ejendommeligt ud og fortællingen om Baobab-træets tilblivelse får en til at trække på smilebåndet: “Gud gav hvert dyr et træ, som var helt deres eget. Kun hyænen havde ikke fået noget træ. Gud sagde til hyænen. Her har du et frø, det skal du plante, så har du også et træ.  Hyænen var ikke specielt klog, så da den skulle plante dette frø, vendte den det på hovedet”. Derfor ser det ud som om Baobab-træet har rødderne op i luften og kronen i jorden. Ja, det ser meget mærkværdigt ud, men er samtidig også meget kendetegnede for træet, som straks griber en om hjertet.

Vi forlader baobab-træet for denne gang til dets beboere.

 

Sagole Tree 1_crop_comp

Baobab-træet vokser på skovsavannen, hvor klimaet er tørt og varmt.

Sagole Tree 3_crop_comp

Måske en hånd med en pegende finger?

0 Comments

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*